MÅLGRUPPE

Målgruppe 8. og 9. klasse

FAG SOM KAN INDGÅ I PROJEKTET

  • Kristendomskundskab

  • Historie

  • Dansk

  • Billedkunst

 

FORMÅL

Formålet med projektet er som sagt at få sat gang i en undren: Hvordan kan et grundlæggende hverdags-koncept som tid, som vi indretter store dele af vores liv efter, i virkeligheden være svært at få hold på? Dermed hjælpes eleverne på vej i en eksistentiel proces, hvor de tager en grundantagelse i deres individuelle og fælles kultur og normer til overvejelse. De inviteres til at reflektere over og danne deres egne holdninger til sagen, og får et bedre udgangspunkt for at tage andre grundkoncepter under luppen.

LÆRINGSMÅL

I de enkelte fag opnås en faglig viden ud fra fænomenet, som bidrager til at kvalificere elevernes faglige forforståelse.

  • I faget kristendomskundskab tages den bibelske tekst Prædikerens bog under luppen i forhold til dens udsagn om tiden. De livsfilosofiske temaer i teksten tages op og generelt undersøges tidens betydning for eksistensen. I denne undersøgelse inddrages Søren Kierkegaards begreb Øjeblikket. Fænomenet hellig tid undersøges, både i kristendom og andre religioner, og ritualets betydning som formidler mellem den almindelige tid og den hellige tid tages også op, ligesom fænomenerne lineær og cirkulær tidsforståelse i religionerne undersøges.

  • I faget historie undersøges dels fænomenerne kronologi og periodisering, samt tidsmålingens historie mere specifikt.

  • I faget dansk skal eleverne arbejde med Benny Andersens digt Tiden. De skal forholde sig til teksten og fortolke og anskue den ind i deres egne liv og samtid. De skal ydermere se på hvilke sproglige virkemidler Andersen i digtet benytter sig af samt deres funktion.

  • I faget billedkunst arbejdes ud fra forskellige kulturers billedgenrer, stilarter og formsprog. Eleverne skal, med tiden og menneskelig forgængelighed som gennemgående tema, se på symboler, der er brugt op gennem historien samt se på hvordan tid portrætteres i billedkunsten i dag.