I alle fire evangelier i Det Nye Testamente står Jesu egen dåb beskrevet. Jesus kommer til Jordanfloden, hvor han møder Johannes Døberen, som døber Jesus i flodens vand. Helligånden kommer til syne i form af en due og ifølge de synoptiske evangelier lyder i der i det samme en stemme fra himlen: "Du er min elskede søn, i dig har jeg fundet velbehag!".*

Dåb var ikke en almindelig praksis inden for jødedommen, men den tid, hvor Jesus levede på, var der opbrud i de almindelige religiøse rammer. Der kom for eksempel konkrete bud på, hvem der kunne opfylde forventningerne om en Messias/frelsers komme. Johannes Døberen var en omvandrende hellig mand med en asketisk livsførelse, som kaldte folk sammen for at de skulle fortryde deres dårlige gerninger og begynde et nyt og bedre liv. Overgangen til denne nye livsstil blev så markeret med et renselsesritual, hvor Johannes døbte de angrende med Jordanflodens vand. Ifølge testamenterne regnede Johannes sig ikke som værdig til at døbe Jesus - fordi han mente at Jesu religiøse autoritet var højere. Denne udlægning kan dog være en senere kristen iscenesættelse af forholdet mellem Jesus og Johannes, som måske snarere havde en konkurrerende religiøs praksis. I islam kendes Johannes Døberen som profeten Yahya.

Som det allersidste i Matthæusevangeliet står dåbsbefalingen - også kaldet missionsbefalingen - i kapitel 28, vers 18-20: »Mig er givet al magt i himlen og på jorden. Gå derfor hen og gør alle folkeslagene til mine disciple, idet I døber dem i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn, og idet I lærer dem at holde alt det, som jeg har befalet jer. Og se, jeg er med jer alle dage indtil verdens ende.« Man kan undre sig lidt over, at denne centrale opfordring ikke kan læses i de andre evangelier. Ikke desto mindre er det blevet et helt centralt skriftsted, både i forhold til at understrege dåben som et centralt ritual og i forhold til at understrege kristendommen som en universel og missionerende religion, der gennem tiden har haft fokus på at gøre alle folkeslagene til Jesu disciple.

Efter Jesu korsfæstelse opstod troen på at han var opstået fra de døde, at han var Messias og Guds søn og dermed opstod kristendommen som en anden religion end jødedommen. Kristendommen begyndte hurtigt at blive udbredt i Mellemøsten, Nordøstafrika og Sydeuropa og blandt de nye troende blev dåben brugt som overgangsritual til at omvende sig til kristendommen.

Til at begynde med var de døbte kun voksne, som bekendte sig til troen på Jesus som Messias, eller som det hurtigt kom til at hedde på græsk ?Khristós? - i latiniseret form Kristus?. Dåben blev opfattet som en handling, hvormed man fik syndernes forladelse, optagelse i det kristne fællesskab med et nyt liv via helligånden og at man var man under Jesu beskyttelse. For at blive døbt, skulle man gennem en periode med oplæring i kristendommens centrale lære, fx gudsopfattelsen, Jesu liv og lære, etik og forståelse af ritualer som nadver og selve dåbens betydning. Denne periode blev kaldt katekumenat.

Først fra et sted i 300-tallet blev barnedåb mere udbredt. I den tidlige kristendom blev der sat store krav om den rette livsførelse for de døbte, og derfor begyndte nogle af dem, der ønskede at blive kristne, at udskyde dåben. Derfor indførte man en "for-dåb" (1. katekumenat) som gik forud for selve dåbsritualet [-oplæringen].

Da kristendommen blev mere udbredt i 300-tallet begyndte man at døbe børn og slække på forventningerne til de døbte - kun ceremonierne fra katekumenatet blev bevaret i ritualet - for eksempel at man skulle bekræfte trosbekendelsen. I 390’erne blev kristendommen statsreligion i Romerriget, og alle skulle nu være døbt fra de var små børn. 

Billedet er fra den etiopiske, koptiske kirke. Området, hvor Etiopien ligger, i dag havde en stor jødisk befolkning og mange af dem omvendte sig meget tidligt til kristendommen.

Da den vestlige del af Romerriget brød sammen i 476, blev den katolske (universelle) kirke samlingspunkt på tværs af de forskellige nye lande og stater, som opstod. Kristendommen blev spredt ud over større og større dele af Europa. Hvor kristendommen var veletableret, gik man over til kun at have barnedåb. Dåben blev et sakramente, som skulle udføres hurtigt efter barnet blev født. Babyen sås som en lille hedning indtil det var døbt og kom under nåden. Derfor kunne det ikke blive frelst, hvis det døde inden dåben. Af denne grund kender man også til beskrivelser af nødsakramenter fra den katolske periode i danmarkshistorien (ca. 1000-1536), hvor man fx beskrev, hvordan man om vinteren kunne nød-døbe barnet i øl, hvis alt vandet var frosset til - det var et spørgsmål om evigt liv eller åndelig død.

Ved dåben skulle barnet symbolsk genfødes ved fuld neddypning i den dybe døbefont - i Faderens, Sønnens og Helligåndens navn. Dåbsvandet blev indviet hver påske og har sikkert ikke været lige rent året rundt. Døbefonten var ofte placeret lige inden for kirkedøren, for at ritualet kunne ske hurtigt efter at det lille udøbte barn var kommet ind i det hellige rum. Ritualet begyndte med et lille uddrivelsesritual (exorcisme), som skulle bortjage onde kræfter, som prøvede at få magt over barnet. Da barnet skulle døbes hurtigt - ca. en uge - efter at det blev født, blev det båret til dåben af sin Gudmor. Barnets egen mor blev nemlig dengang regnet for rituelt uren i 40 dage efter fødslen og kunne ikke komme i kirken før senere.

Den østlige del af Romerriget, hvor græsk var hovedsproget, blev ved med at være et kristent romersk rige frem til 1453. Den katolske kirke i vest og den østlige ortodokse kirke var langsomt blevet mere og mere opsplittet fra hinanden, og i 1054 skete den endelige opsplitning, hvor Paven i Rom og Patriarken i Konstantinopel brød endeligt med hinanden. Den ortodokse kirke praktiserer barnedåb med fuld neddypning.

Altertavlen fra Torslunde kirke - som I dag findes på Nationalmuseet - viser meget godt, hvad der sker efter Reformationen indføres i Danmark i 1536: 

Man går fra fuld neddypning af barnet til lidt vand på toppen af hovedet - som man kender det fra nutiden. Nadveren blev for alle, både brød og vin. Oplæsning fra bibelen, prædiken og salmesang - altsammen på folkesproget i stedet for latin - blev centralt i gudstjenesten. 

Med de reformatoriske bevægelser opstod også kirkesamfund, som havde anderledes fortolkninger af kristendommen og den livsstil, man burde følge. Mange af disse andre reformerte grupper var karakteriseret ved at de praktiserede trosdåb for voksne og ikke barnedåb. De blev kaldt anabaptister af deres omgivelser, hvilken kan oversættes til “dobbelt-døbere” eller “gendøbere”. Men de døbte kun én gang, nemlig som et overgangsritual til et bevidst voksent trosliv. De forkastede læren om arvesynden, og dermed var det ikke nødvendigt at døbe børnene, som blev set som uskyldige. Samtidig havde mange af disse bevægelser høje håb til, hvor helligt et liv, deres medlemmer kunne leve som voksne, døbte mennesker.

Mange af disse bevægelser kom i konflikt med de etablerede kirker - hvad enten det var den katolske eller en reformatorisk - i de lande, som de opstod i. Derfor udvandrede mange af disse til kolonier i Den Nye Verden: Amerika, Afrika og Australien.

I vore dages kristendom findes begge typer dåb: barnedåb og trosdåb og er udbredt blandt kristne trossamfund. Kirkesamfund som Den katolske kirke, De Ortodokse Kirker og Folkekirken i Danmark har barnedåb. Andre store kirkesamfund som Baptisterne og karismatisk kristne kirker som fx Pinsekirken, har voksendåb. I dette undervisningstilbud skal vi arbejde med hvilke tankegange, der nu om dage findes omkring dåben.

I den danske folkekirke diskuterer man i dag dåbens betydning og de ritualer, der bruges til at markere den. Der er teologer, der mener at det er problematisk, at dåben ses som en vej til frelse for det syndige menneske. De mener i højere grad, at dåben skal være en markering af Guds kærlighed i en postmoderne virkelighed.