Resumé af episode I-VI
Det kan være svært at få tid til at se alle seks film, som der arbejdes med i projektet, derfor har vi lavet et kort resumé af filmene som erstatning.
Resumeet kan downloades her eller læses direkte fra hjemmesiden.
Episode I Den usynlige fjende (1999)
Sithfyrsten Darth Sidious invaderer planeten Naboo med en droidehær. Naboos dronning Padme Amedala tager, med hjælp fra jedien Qui-Gon-Jinn og dennes lærling Obi Wan Kenobi, sagen op i senatet på planeten Coruscant. De får indsat senator Palpatine som kansler. Undervejs møder de drengen Anakin Skywalker på planeten Tatooine, som viser sig at være Den udvalgte – den der kan bringe Kraften i balance og ødelægge sith fyrsterne. Jedierne tager Anakin med sig, men Anakin lover at komme tilbage og befri sin mor, Shmi, fra slaveri. Darth Sidious sender sin lærling Darth Maul i kamp med jedierne, hvor denne og Qui-Gon Jinn begge dør. Invasionen falder fra hinanden, takket være Anakin Skywalker der nu skal oplæres af Obi-Wan Kenobi til at blive jedi. Jedirådet med jedimester Yoda i spidsen er dog skeptiske. De mener, at Anakins fremtid er indhyllet i tåge...
Episode II Klonernes angreb (2002)
Anakin Skywalker, der nu er en ung mand, der begynder at vise oprørstegn i forhold til sin mester Obi-Wan Kenobi. På Naboo indleder Padme og Anakin et romantisk forhold, hvor de opholder sig i skjul pga. attentatforsøg mod Amidala. Obi-Wan Kenobi sporer attentaterne til Kamino-systemet, hvor en nu tilsyneladende afdød jedimester Sifo-Dyas har bestilt en klonhær til senatet til kampen mod handelsalliancer og seperatister og disses droidehære. Den tidligere jedi grev Dokuu er nu blevet sithfyrste og tilfangetager Obi-Wan Kenobi, mens konflikten optrappes. Anakan plages af drømme om sin mor, Shmi, og tager til Tatooine for at redde hende, men hun dør i hans arme. Opildnet af had dræber han de skyldige, og hans vrede og frustration over Obi-Wan Kenobi og sig selv vokser. Han ønsker at blive den mest magtfulde jedi nogensinde og forhindre folk i at dø. I en storstilet redningsaktion med republikkens nye klonhær, skabes kaos i separatistbevægelsen, men grev Dokuu undslipper med planerne om et ultimativt våben, Dødsstjernen, og mødes med Darth Sidious. Alt går som planlagt. Klonkrigene er begyndt…
Episode III Sithfyrsternes hævn (2005)
Krigen raser mellem republikken og separatistbevægelsen. Under en redningsaktion af kansler Palpatine myrder Anakin Skywalker grev Dokuu. Anakin bliver gradvist mere isoleret fra jedierne og knytter sig til Palpatine, der viser sig at være sithfyrsten Darth Sidious. Han kan hjælpe Anakin med at redde Padme, som venter Anakins barn, og Anakin frygter vil dø. Anakin går imod jedierne og bliver sithfyrste under navnet Darth Vader. Med et slag vender Darth Sidious (nu kejser over det galaktiske Imperium), klonhæren mod jedierne, udrydder seperatistbevægelsen og bliver enevældig hersker. I et opgør mellem Anakin (Vader) og Obi-Wan Kenobi, skades Anakin voldsomt og bliver efterfølgende iført maskinelle dele, dragt og maske for at kunne overleve. I sikkerhed fra Kejseren og Anakin føder Padme tvillinger, Luke og Leia, og dør. Børnene opfostres i skjul to forskellige steder alt imens Kejseren og Vader opbygger Imperiet og Dødsstjernen…
Episode IV Et nyt håb (1977)
Ca. 20 år senere leder prinsesse Leia Organa oprøret mod Imperiet, men tages til fange af Darth Vader og holdes fanget i Dødstjernen – et våben der kan udslette en hel planet. Leias robotter, C-3PO og R2-D2, undslipper til planeten Tatooine med vigtige informationer om Dødsstjernen. De købes af Luke Skywalker, som opdager informationerne og kontakter Obi-Wan Kenobi. Luke introduceres til Kraften, og med hjælp fra ”rumcowboy'en”, Han Solo redder de Leia og undslipper, Obi-Wan lader sig dræbe af Darth Vader i en duel velvidende, at Luke er det nye håb. Oprørsbevægelsen udnytter informationerne om Dødsstjernen og Luke Skywalker destruerer, guidet af Kraften og med hjælp fra Han Solo, Dødsstjernen. Darth Vader undslipper...
Episode V Imperiet slår igen (1980)
Mens Imperiet forfølger oprørsbevægelsen påbegynder Luke Skywalker sin jeditræning hos jedimester Yoda på planeten Dagobah. Han Solo og prinsesse Leia søger tilflugt hos Lando Calrissian i Skyernes By, men Lando har indgået en aftale med Darth Vader, og de tages til fange. Han Solo fryses i karbonit og sendes til gangsteren Jabba the hut, som han skylder penge. Luke fornemmer problemerne og tager fra Dagobah uden at have fuldført sin træning. I en duel afslører Darth Vader, at han er Lukes far, og forsøger at lokke Luke over til den mørke side, men Luke undslipper og flygter med Leia og oprørsbevægelsen...
Episode VI Jediridderen vender tilbage (1983)
Luke Skywalker redder Han Solo fra Jabba the hut og skal herefter ødelægge en ny Dødstjerne. På månen Endor, hvor oprørerne skal ødelægge Dødsstjernens forsvarsmekanisme (et gigantisk skjold), afslører Luke overfor Leia, at de er søskende, hvilket Yoda (der dør) og Obi-Wan fra det hinsides har fortalt Luke. Mens det afgørende slag mellem oprørsbevægelsen og Imperiet finder sted, forsøger Luke at vende Darth Vader tilbage til den lyse side af Kraften, men Kejseren, tvinger Luke til at kæmpe mod sin far på Dødsstjernen. Da Luke vinder, men ikke vil overtage Darth Vaders plads som Kejsernes højre hånd, forsøger Kejseren at myrde Luke. Darth Vader myrder i stedet Kejseren og forsones med sin søn, hvorefter han dør. Luke undslipper i sidste øjeblik, da oprørerne endnu engang formår at ødelægge Dødsstjernen. Imperiet er knust og der er atter fred og frihed i galaksen...