Baggrund: Kravlenisser

Der findes mange forskellige nisser, man kan pynte med til jul: Drillenisser, pyntenisser, havenisser, koglenisser, filtnisser og mange flere. Wilma får en klatrenisse af Samira. Der findes også nisser, som kan kravle rundt på tingene, de hedder kravlenisser. 

Kravlenisser er en dansk opfindelse. Det var tegneren Frederik Bramming, der fandt på dem. Han tegnede de første kravlenisser i 1947, der blev solgt i et oplag på 80.000 på forlaget Alliance. Forlaget fik ikke patent på idéen, så andre forlag fulgte op på succesen de følgende år, og lige siden har det vrimlet med kravlenisser til jul.

Foto: Kravlenisser har et lille ombuk, som gør at man kan sætte dem på billeder og hylder, så det ser ud, som om de kravler.

Krea: Kravlenisser

I historien hører vi, at Niels Gårdbo er rigtig hurtig til at flytte sig rundt fra sted til sted. Han må være lidt af en kravlenisse! 

Skabeloner til kravlenisser kan findes mange steder på nettet. Der er også mulighed for at benytte en skabelon her:

KRAVLENISSER

Print dem ud i farver og lad børnene klippe dem ud og placere dem rundt omkring i klasseværelset.

Leg: Hvor er nissen?

Eleverne sidder eller står i rundkreds. I midten står en elev med en lille nisse (fx en legofigur), som han giver til én af eleverne i cirklen. Eleverne i cirklen tager hænderne på ryggen og giver nissen videre rundt i cirklen, mens der siges:

Nissen flytter

Nissen flytter

Nissen flytter altid med

Prøv at gætte

Prøv at gætte

Hvad der er dens nye sted

Eleven i midten skal nu gætte, hvem der har nissen og bytte plads med vedkommende, hvis han gætter rigtigt.

Produceret af Folkekirkens Skoletjeneste Vestegnen og Folkekirkens Skoletjeneste i Roskilde, Lejre, Greve og Solrød
Revideret og udbudt i 2025 af KViST - Folkekirkens skoletjeneste i Holbæk, Odsherred, Ringsted og Sorø | roland@kirkekvist.dk