Drillenissen har været på spil, og der har derfor indsneget sig en fejl i lågekalenderen. Lågen i toppen af juletræet burde have nummer XXIV og ikke nummer XIV. Den skal åbnes som den allersidste låge. 


INTRODUKTION

Hvem er Niels Gårdbo? Hvor er al julepynten blevet af? Og hvad betyder det egentlig, at nissen flytter med?

Viggo og Wilma bor på skift hos far og mor, og deres hund Hr. Nissen flytter med. Sådan er det også i december måned. Men i år er noget anderledes. Da de skal finde julepynten frem hos far, er kasserne med julepynt væk. Hr. Nissen finder dog en seddel med udklippede bogstaver fra den, som angiveligt har taget julepynten.

Far og Wilma mener, at det er nissen, der er på spil, men Viggo er ikke overbevist. Han er vokset fra det der med nisser, synes han selv. Og så alligevel ikke helt, for hvad var det Hr. Nissen fik færten af ude i laden? Og så Wilma virkelig noget rødt, bevæge sig i den mørke krog?

I julekalenderfortællingen Hr. Nissen flytter med får eleverne kendskab til julens mange genstande samt indblik i, at julen, som den kendes i Danmark, både har afsæt i folketroen og i kristendommen. Derudover præsenteres eleverne gennem Wilma, Viggo og Viggos klassekammerat, Albert, for tre forskellige måder at forholde sig til tro på: Wilma tror fuldt og fast; Viggo tvivler og Albert tror ikke.

Med udgangspunkt i de tre børns oplevelser og overvejelser, lægges op til at eleverne i løbet af december reflekterer over tro og traditioner.


God fornøjelse med projektet! 
Folkekirkens Skoletjeneste Roskilde, Lejre, Greve og Solrød
Folkekirkens Skoletjeneste Vestegnen 

 

PROJEKTBESKRIVELSE

Hr. Nissen flytter med er en julekalender rettet mod 0.-4. klasse. Hver skoledag i december åbnes en eller to låger i kalenderen, og dagens fortælling læses højt. Til hver dag hører også baggrundsviden til fortællingen samt forslag til en efterfølgende aktivitet. Afhængig af antallet af aktiviteter lægges op til at bruge mellem 15-45 minutter pr. dag. 


Undervisningsmaterialet består af:
- Lågekalender
- Bogen Hr. Nissen flytter med

- Hjemmeside


Lågekalenderens opbygning
Lågekalenderen er opbygget således, at der til hver skoledag i december er en ”fortællingslåge”, som er markeret med tallene 1 - 20. Derudover findes en række ”julepyntslåger”, som er markeret med romertallene V – XXIV. ”Julepyntslågerne” følger fortællingen, så lågen med V åbnes 5. december og VI åbnes 6. december osv. Bemærk, at der ikke er låger til alle dage.

Vigtigt: RIV IKKE LÅGER MED ROMERTAL V - XIII AF, før fortællingen til 16. december er læst højt. Niels Gårdbo bliver nemlig gnaven og fjerner den 14. december al julepynten, som først dukker op igen den 16. december. I disse dage lukkes ”julepyntslågerne igen, fx ved hjælp af en lille klat elefantsnot.  


Hjemmesidens opbygning
På hjemmesiden findes til hver skoledag refleksionsspørgsmål og ekstra informationer til eleverne om det, der nævnes i fortællingen under de grønne bokse, mens julepynten beskrives under de blå bokse. Derudover findes forslag til aktiviteter i form af skabeloner til julepynt, salmeark, sange og bageopskrifter under fanen "aktiviteter". Aktiviteterne kan alle knyttes til fortællingen, hvilken dag fremgår under linket.

Baggrundsmaterialer til læreren
Herunder findes et forslag til undervisningsforløb og to baggrundsartikler om henholdsvis nissens udviklingshistorie og folketro og overtro.