Før I kommer, kan I vælge måske at have kigget på Folkekirkens dåbsliturgi, så I er bekendt med indholdet - for den bliver central for samtalerne i kirken. Der kan blive lagt forskellig vægt på ordene og fortolkningerne er ikke de samme - derfor er det godt at kende grundteksten.
Det kan også være nyttigt at reflektere over, hvad erfaringer I selv har med dåb. De af jer, der er døbt kan evt. spørge jeres forældre til billeder, oplevelser og tanker om jeres dåb. Dem af jer, som ikke er døbt, kan spørge til, om der har været andre overgangsritualer ved indgangen til livet. I har måske deltaget i andre dåbsritualer, som I har været store nok til selv at kunne huske?
I kan undersøge dåbsliturgien, ved fx at indstrege, hvor der er noget fra Ninian Smarts religionsdimensioner på færde:
1. Kan I finde nogle skriftsteder fra Bibelen, der bruges? Hvorfor tror I, at der er valgt disse skriftsteder? (mytisk dimension)
2. Kan I finde nogle steder, hvor der gøres noget særligt rituelt (handlinger, ikke tale). Hvad gør præsten og hvad gør andre? Har I nogen idé om, hvorfor dette gøres? (rituel dimension)
3. Kan I finde nogle steder i teksten, hvor der udtales centrale dogmer (læresætninger) fra kristendommen? (dogmatisk dimension)
4. Kan I finde nogle steder i teksten, hvor der vises idealer for, hvordan man bør handle? (etisk dimension)
5. Hvordan udspiller de sociale relationer sig i teksten? Er der en magtfordeling – hvordan kan de ses i teksten? Knyttes der nogle sociale bånd via ritualet? Kender I til andre sociale ting i forhold til dåben, som teksten ikke omtaler? (social dimension)
6. Hvilke materielle ting er på spil i teksten? Kender I til nogle særlige genstande, som knytter sig til barnet eller dem, der omgiver det eller kirken i forbindelse med dåben? (materiel dimension)
7. Kan I finde noget i teksten, der peger på noget religiøse erfaringer i forbindelse med ritualet? Kan I forestille jer, at der kan være noget særligt emotionelt på spil, som ritualet bliver omdrejningspunkt for?
I kan fremlægge for hinanden og fortælle om jeres egne erfaringer - måske ender I med en fælles klassenote?
Diskutér, hvilke dimensioner, der er mest centrale i forbindelse med ritualet - både ifølge liturgien og ifølge hvad I selv kender til.