ISLEV KIRKE


På DR´s hjemmeside kan man læse, at Islev kirke er en af de seks kirker i verden, man bør se, før man dør!


Islev Kirke er indviet i 1970. Den er tegnet af arkitektparret Inger og Johannes Exner, der valgte at bygge kirken som en borg med tykke mure. På DR's hjemmeside står, at Islev Kirke er en af seks kirker i verden, man bør se, før man dør!

I Islev kirke hænger der konger i loftet. Det kaldes de lodrette stolper, der hænger ned fra loftet i kirken. Måden loftet er bygget på, kaldes en kongekonstruktion. Den byggestil er helt tilbage fra oldtidens brobyggeri. Kirken er bygget, så lyset falder ind fra siderne af loftet. Sammen med kirkens lamper, der også er tegnet af Exner, er det med til at skabe en særlig stemning i rummet.

Det er også Exner-parret, der har tegnet kirkens alter og orgel. Alterbordet er bygget af mursten. Det har form som en superelipse, placeret oven på en cirkel.

Orglet fylder i rummet. Det svæver oppe over indgangen til kirkerummet og har en stor lysende stjerne malet på orgelhuset.

Kobberlysestagerne på alterbordet er lavet af sølvsmed Bent Exner. Han har sammen med murermester Poul Skjellerup lavet døbefonten, der består af et kobberfad på en jernsokkel. Som noget specielt hører der en kobberspand og ikke en kande til døbefonten. Lysgloben er af kobber og er også smedet af Poul Skjellerup.

Kirkens krucifiks lavet af kunstneren Robert Jacobsen i 1970. Det er lavet af skrot fra en losseplads ved Paris. 

I kirken taler de forskellige ting sammen. Fx var kunstneren Grete Balle inspireret af Robert Jacobsens krucifiks, da hun vævede tæpperne, der hænger på prædikestolen. Hun brugte groft garn, fordi det spiller godt sammen med kirkerummets rå mure og enkle stil. 


Se på billederne:
 

  • Kan du finde kongekonstruktionen?
  • Kan du finde døbefonten og kobberspanden?
  • Find nogle eksempler på, hvordan arkitekterne bruger lys og skygge i kirkerummet.


Folkekirkens Skoletjeneste Vestegnen | Hvidovre Kirkeplads 3 | 2650 Hvidovre | kontakt@fs-vestegnen.dk