RISBJERG KIRKE
I Risbjerg Kirke finder du et vikingeskib
Risbjerg Kirke stod færdig i 1959 og er blandt andet tegnet af én af de arkitekter, der også tegnede Hvidovre Rådhus. Han hed Christian Brandi.
Udover at holde gudstjenester, barnedåb, konfirmation, bryllupper og begravelser, skulle man også have et sted at holde møder og aktiviteter. Derfor byggede man i 1997 en sognegård, der kunne slås sammen med kirkerummet til de store gudstjenester. Sognegården blev gjort større i 2019, fordi man havde brug for mere plads.
I selve kirkerummet er væggen bag alterbordet én stor altertavle. En stor træfigur, der forestiller Jesus Kristus hænger i midten. På hver side af ham, hænger figurer, der forestiller Maria og disciplen, Johannes. De er skabt af kunstneren, Erik Heide, der også har lavet alterbordet og døbefonten.
Det dåbsfad, der ligger i døbefonten er sammen med dåbskanden og kirkens lysekroner skabt af Helga og Bent Exner. Deres navne kan I ligesom Erik Heides finde, når I læser om mange andre kirker.
I kirkerummet hænger et modelskib, der er bygget i 2002. Skibet er en kopi af en fiskerbåd fra vikingetiden, der blev fundet i Roskilde Fjord i 1998. Skibet hedder Skuldelev 6, og kan ses i fuld størrelse på Vikingeskibsmuseet i Roskilde.
I Risbjerg Kirke hænger kirkens klokke synligt i et klokketårn lige ud til Hvidovrevej.
I de små ruder på kirkerummets bagvæg kan man se glasmosaikker, som er skabt af kunstneren, Palle Bruun.
Se på billederne. Kan du kan finde et meget langt maleri? Kunstneren, Vibeke Tøjner har tænkt på påsken, da hun malede billedet.
Kan du finde menneskene bag alteret? Hvem tror du, personen med strakte arme er?
Kan du finde kirkens orgel?













Folkekirkens Skoletjeneste Vestegnen | Hvidovre Kirkeplads 3 | 2650 Hvidovre | kontakt@fs-vestegnen.dk