GLOSTRUP KIRKE
Glostrup kirke ligner en typisk gotisk kirke.
Glostrup kirke blev bygget i det 12. århundrede, men den er blevet bygget om mange gange siden.
Den største ændring skete fra slutningen af 1400-tallet til omkring år 1530 hvor skibet blev forlænget og kirken fik sit tårn med trappehus.
I dag ligner kirken en typisk gotisk kirke.Det gør den, fordi skib og kor har samme højde og brede, og de er under samme tag. Du kan sammenligne den med Brøndbyvester Kirke, hvor du tydeligt kan se, at skib og kor har hvert sit tag.
I kirkens tårn hænger to klokker. Den ældste er støbt af klokkestøber Laurids Madsen i 1558. Den yngste klokke er en genbrugsklokke; den er fra 1708, men blev støbt om i 1848.
Kirken var til at begynde med ikke ejet af dem, der boede i Glostrup, men af nogle rige mennesker.
To af dem, der engang har ejet kirken hed Hans Nicolaj Nissen og Eva Cathrine Peciile. Deres monogrammer HNN og ECP kan man se på det stykke stof, der er foran alteret. Det er også de to, der har givet alterstagerne til kirken. Som noget helt særligt fik de bygget et gravkapel til kirken i 1760. Her ligger de begge i to sortmalede egetræskister.
Kirkens alterbillede forestiller Kristus i Emmaus.
Selve døbefonten er fra det 12. århundrede og dåbsfadet er af tin og er blandt andet mærket med Københavns byvåben og årstallet 1746. Dåbskanden er en tysk ølkande fra 1700-tallet.
Prædikestolen er udført af Trogels snedker, København i 1635. På den kan man finde de fire evangelister indrammet af dyderne: styrke, mådehold, tro, retfærdighed og klogskab.
På prædikestolen kan man også, hvis man kigger godt efter, finde små ansigter, som rækker tunge.
Kirkens orgel er fra 1953.
Se på billederne:
- Kan du finde de to store alterstager med lys i, som Hans Nicolaj Nissen og hustru har givet til kirken?
- Kan du finde ølkanden, som bliver brugt som dåbskande?
- Kan du finde et ansigt, som rækker tunge? Hvem tror du, det række tunge ad?






Folkekirkens Skoletjeneste Vestegnen | Hvidovre Kirkeplads 3 | 2650 Hvidovre | kontakt@fs-vestegnen.dk