BRØNDBYØSTER KIRKE

 

Brøndbyøster kirke er måske den ældste bygning i Storkøbenhavn 


Brøndbyøster kirke er fra omkring år 1150 og er den ældste bygning i Brøndbyøster. Måske er kirken den ældste bygning i hele Storkøbenhavn. 

Kirken er bygget af kampesten, men de er blevet hvidtet over (malet hvid), så de ikke kan ses i dag. 
I begyndelsen havde kirken kun skib og kor. Men omkring år 1450 fik kirken også et tårn, hvor kirkeklokken hænger. Våbenhuset er først bygget på i 1700-tallet. 

I årene 1657-1660 var Danmark i krig med Sverige. Svenskerne belejrede København med tusindvis af soldater. De skulle bruge mad og byggematerialer, som den svenske  hær tog fra landsbyerne omkring København.  Brøndbyøster kirke gik heller ikke fri. Den svenske hær brændte kirketårnet af. De tog alt af metal fra kirken, som de kunne smelte om til ammunition, og alt af hvad de kunne sælge. Derfor mistede kirken både guld, sølv, alterlysestager, dåbsfad og kirkeklokkerne. Selve kirkerummet brugte de til hestestald. 

Da svenskerne forlod Danmark i 1660, havde de på to år fuldstændig ødelagt Brøndbyøster Kirke. Kongen, Frederik 3. mente ikke, at det kunne betale sig at genopbygge den, men landsbyens beboere samlede penge ind, så kirken kunne genopbygges. Derfor kan man også på flere af kirkens ting se navne og årstal på dem, der har givet tingene. Det fortælles, at kong Frederik 4. var så imponeret over, at sognebørnene i Brøndbyøster fik genopbygget kirken, at han i 1701 forærede kirken en alterskranke af smedejern med kongens eget forgyldte spejlmonogram med to F'er og to firtaller.  

Det ældste inventar i kirken er prædikestolen og alterbordet, som sandsynligvis stammer fra slutningen af 1500-tallet. I dag er det gamle alterpanel dækket af et stykke stof, som er designet i 1992 af væveren Hanne Vedel. Hun har også designet alterdugen og tæppet foran alteret. Det alterbillede, man kan se nu, forestiller Jesus´ sidste måltid med sine disciple, hvor han indstiftede nadveren og et mindre billede af Jesus´ dåb. 

Prædikestolen er fra 1593 og har billeder af evangelisterne Matthæus, Markus, Lukas og Johannes, samt nogle små englehoveder. Man mener, at billederne er fra 1701.

Døbefonten i granit er fra 1883, og dåbsfadet er fra 1660'erne. Dåbsfadet var i mange år ikke i kirken, og man kan læse, at det faktisk var havnet i haven hos en dame i Vestre Gade, der brugte det til hønsefoder. Siden blev det restaureret og kom tilbage til kirken. 

Korset i støbejern, som hænger ved Brøndbyøster Kirkes døbefont, er fra moderne tid og lavet af billedhuggeren Erik Heide og hængt op i 2003. 
Det nuværende orgel er bygget i 1989.

Se på billederne:
Kan du finde alterbordet fra 1500-tallet?
Kan du finde korset af billedhuggeren Erik Heide fra 2003?
Prøv at forestille dig, at kirken har være brugt til hestestald.


Folkekirkens Skoletjeneste Vestegnen | Hvidovre Kirkeplads 3 | 2650 Hvidovre | kontakt@fs-vestegnen.dk