4. december
SPØRGSMÅL TIL FORTÆLLINGEN
Hvad har lågens billede med fortællingen at gøre?
Hvad skal Marie og Simon gøre, hvis metaldetektoren bipper?
Hvorfor er det mon Finn, der skal grave genstanden op?
Hvad finder Marie?
Hvad er en fibel?
Hvad lægger de genstanden i?
Danefæ
Danefæ er genstande fra fortiden, der er fremstillet af et særligt værdifuldt materiale eller på grund af sin udsmykning har en særlig historisk værdi. Danefæ er kun genstande, der er fundet i Danmark, og som ingen ejer har. De skal straks afleveres til Nationalmuseet, der udbetaler en godtgørelse eller findeløn til finderen. Findelønnen afhænger af, hvilken stand den fundne genstand er i. Det er en grund til at være forsigtig, når man graver genstanden op. En anden grund er, at passe på den historiske viden, der ligger gemt i jorden.
Danefæ er ikke kun mønter og genstande af metal. Det kan også være oldgamle genstande af værdifulde materialer som rav, ædelsten, elfenben og glas. Eller oldgamle smukt dekorede genstande af almindelige materialer som sten, ben eller træ.
Der findes også noget der hedder danekræ. Det er naturhistoriske genstande som sjældne eller meget velbevarede fossiler, dyreskelletter fra istiden, meteoritter eller mineraler. Dinosaurer, som er fundet i Danmark, er danekræ.

Fibel i bronze med blomstermotiv fra Vikingetiden.
Den er fundet i Glud, men opbevares i dag på Nationalmuseet.
En fibel er en sikkerhedsnål til tøj.
Fotograf: John Lee
DANEFÆ I ÅR 3025
Forstil jer, at nogle i 3025 finder noget i jorden fra 2025.
Hvad kan de finde?
Hvad siger det mon om i dag?
